Forfatteren forlod Kina i 1985 og slog sig ned i USA, hvor han nu arbejder som professor i engelsk og kreativ skrivning. Den aktuelle bog er hans tredje på dansk (Venten, 1999 og I dammen, 2000) og de 12 noveller fremstår alle som særdeles velskrevne, indsigtsfulde og interessante. Alle historierne foregår i Kina og har meget forskellige emner - men er også umiskendeligt kinesiske. Tidsmæssigt er det perioden efter Kulturrevolutionens afslutning og Maos død, ofte handler historien om angiveri, falske beskyldninger og manglende retssikkerhed. Alligevel er der også humoristiske og herlige skildringer, f.eks. historien om et tv-holds problemer med at filme det klassiske epos om en tigerkæmpers sejr over vilddyret eller den om de to bønder, der uretfærdigt beskyldes for at have hånet Deng Xiaoping, idet de fortsat troede, at formand Mao var i live. Det er også historier om nye tider og påvirkninger udefra, således f.eks. den nyrige forretningsmand, der må indse, at penge forandrer folks opfattelse af ham og skuffes over, at hans kones kærlighed også kunne købes - eller historien om hvordan fast food blev introduceret i beretningen om Cowboy Chicken. Ofte er det individets kamp mod skæbnen, mod tilfældet eller traditionen - beskrevet medlevende og solidarisk.