Concertos pour piano : nos. 20 & 23
Piano concertos

"In zwei Anläufen widmet sich der norwegische Pianist Leif Ove Andsnes zwei grossen, späten Kompositionsjahren Mozart. Dieses erste Volumen bietet den Klavier-Output des Jahres 1785 ... Der Anschlag der Pianisten ist deliziös leichtgewichtig; überhaupt scheint sich Andsnes von dem mancherorts aufgekommenen Verdacht befreien zu wollen und zu können, er sei vielleicht doch ein bisschen langweilig. Nur: Reicht das auf einem so umtummelten, umkämpften Terrain wie den späten Mozart-Klavierwerken?".

Læs anmeldelse

"Den fremtrædende norske pianist Leif Ove Andsnes (født 1970) har siden begyndelsen af 1990'erne haften omfattende international karriere og vundet adskillige priser (...) Men at han desuden er en mesterlig Mozartfortolker, fremgår med al tydelighed af en ny dobbelt-cd med titlen MM 1785. MM står for Mozart Momentum, og 1785 indikerer, at det drejer sig om værker fra dette år, et af de mest produktive i geniets karriere ... Det er Mozart med musikalske muskler! Her bliver alt rokokopudder børstet godt og grundigt af".

Læs anmeldelse

"Leif Ove Andsnes er dykket dybt ned i Mozarts klaverkoncerter fra året 1785. Resultatet er modigt, nærværende og intimt ... Det første album er i dobbeltlængde og rummer de tre klaverkoncerter nummer 20, 21 og 22 plus kammermusik. Hele vejen igennem mærker man Andsnes spille med nænsomt, men fuldstændig præcist anslag med et orkester, der kan formulere sig enkelt og varmt. Det er et album, der emmer af spilleglæde og overskud - med intimitet og et sanseligt nærvær, som holder en fanget og formentlig kan gøre det i flere år, end det tog at skrive musikken".

Læs anmeldelse

"Hélène Grimauds ... nye album med det lille præcise kammerorkester Camerata Salzburg giver bysbarnet Mozart et historisk rum at ånde i - med en intens udgave af hans vilde klaverkoncert nummer 20 og to klaverfantasier sat i scene af den 83-årige ukrainske komponist Valentin Silvestrovs blide toner ... Her klinger motiver af Mozart og Schubert som drømmeagtige rester af en fjern fortid med slørende sarte strygere, der får musikken til at svæve. Det er utrolig enkelt og meget smukt - og lige på grænsen til at være alt for banalt. Overraskende nok er det Grimauds version af Mozarts kendte koncert, der får blodet til at rulle. Hun spiller den klassiske musik helt frigjort med et godt riv i strygerne som baggrund og et anslag, der hele tiden peger fremad. Hvor solist og orkester driver hinanden frem i ren ekstase. Hun spiller også rigtig ujævnt".

Læs anmeldelse

"Det fungerer fint i de hurtige satser, men kombinationen af, at de unge musikere i Kremerata spiller overraskende standardiseret - måske i fraværet af en egentlig dirigent - og Kissins manglende følsomhed i de helt langsomme passager giver en sær fornemmelse af metervareklassik. Det løfter sig en hel del i Mozarts allersidste klaverkoncert nr. 27 med rigtig sprødt og gennemsigtigt orkesterspil, og man bliver igen og igen imponeret over den akkuratesse, Kissin afleverer de formfuldendte sætninger med".

Læs anmeldelse

"Kissins dirigentdebut er slet ikke dårlig, selvom han samtidig skal koncentrere sig om at være solist på cd'ens to værker af Mozart: klaverkoncerterne nr. 20 og 27. Det er Kremerata Baltica, der bakker op, og de spiller med hidsig entusiasme ... Om man kan lide Kissins Mozart, afhænger af ens temperament, for det er Mozart, som han blev spillet for 30 år siden: højdramatisk, romantisk, tungt og fyldigt".

Læs anmeldelse

"Uden de mange nye klavernavne intet nyt blik på den gamle musik. Et af de bedre får man hos den 17-årige polskamerikaner Jan Lisiecki, der lyder mere erfaren, end han er, og tilfører Zacharias og det uldne bayerske orkester en velgørende klarhed. Lisiecki spiller lidt vel dydigt, men får med sit gode flow alligevel noget ud af koncerternes evigt snurrende strømhvirvel af længsel, nagende ensomhed og dramatiske trit. Men orkestret skygger for ham".

Læs anmeldelse

"Mozarts klaverkoncert nr. 21 i C-dur med den berømte langsomme Elvira Madigan'-sats spilles, nej snarere synges så sødt som i lp'ens velmagtsdage, og den usædvanlige, dramatiske koncert i d-mol med nummeret 20 tackles lige så traditionelt og velformet. Er det kedeligt? Overhovedet ikke! Lisieckis klaverspil er et nyt mirakel ... og orkesterspillet under dirigent Christian Zacharias er en forudsigelig fornøjelse".

Læs anmeldelse

"Alt er på rette plads i begge koncerter. Nummer 20 får et særligt dramatisk skær, i og med at man har valgt at bruge Beethovens stærke kadencer i både første-og tredjesatsen, mens de to kadencer i andensatsen er skrevet af Lisiecki selv og Paul Badura-Skoda. Orkesterspillet er årvågent og fremragende, og ejer man ikke disse udødelige Mozartkoncerter, skal denne anmeldelse læses som en stærk anbefaling".

Læs anmeldelse

"This is breathtaking music from a happy-to-lucky genius who couldn't say no. It's a great year for Andsnes and the Mahler Chamber Orchestra's ongoing series. That said, this recording is a mixed bag. It's highlights include a finely attentive account of the G minor Piano Quartet, showing vivid collegiality between the performers; Andsnes's C minor Fantasy, perfectly balanced and full of dramatic contrast; and the Masonic Funeral Music, directed by Matthew Truscott, making a strong impression with its dark colours and character".

"Am 10. Februar 1785 trug Mozart in sein "Verzeichnüss" eigener Werke "Ein klavier konzert" ein, dem Köchel die Nummer 466 anheften sollte ... Die besondere Liebe des dirigierenden Pianisten gilt den Wundern der Holzbläser, besonders im KV 482. Mit den Streichern gerät es ihm nicht immer so rund ... Vielleicht verlangt der bescheidene Norweger zu viel. Seine Dokumentation des Wunderjahres möchte kühl und sachlich bleiben und doch ein Äusserstes an musizierender Intensität ausstrahlen".

"This second Mozart collaboration between Charles Richard-Hamelin and Les Violons du Roy is a thoroughly joyful listen. The soloist is elegant in two of the composer's best-loved concertos. His delicate touch draws out a golden, bell-like resonance that contrasts beautifully with the chamber strings, whose period bows ensure the texture is never too rich or Romantic".

"Albummet er blevet markedsført som en dristig sammenfletning af to forskellige tiders komponister, men skiftet fra soloklaver til orkesterværk og tilbage igen til Mozarts fantasi nr. 4 i c-mol er i sig selv usmidigt - og hvad værre er, så giver det første halvdel af udgivelsen en musikalsk tyngde, som Sylvestrov slet ikke kan leve op til. Mozart-musikken formidler Grimaud med dramatik, omend ikke med stor sensibilitet ... Hélène Grimaud spiller kun en begrænset rolle i Sylvestrovs musik, der næppe kunne være klemt ind i et værre udtænkt koncept end her. Hverken komponister eller musikere har glæde af en udgivelse, der hænger så dårligt sammen i udtryk, klang og temperament".

"Her classy way with the D minor Concerto needs no point-making presentation: her playing combines incisiveness and finesse, with winsome poise also in the slow movement and deftly superb accompaniment by the Camerata Salzburg ... Alongside Mozart's phenomenal inventive ressources, Silvestrov's presentation of static pools of sonority, themselves derived from quotations of Mozart, Brahms and other composers, can't help sounding pallid and one-dimensional, beautifully played though they are here".

"Vurdering: Empfehlung des Monats" - "Kissins Mozart-Ton ist rund, hat Körper und - wenn die Musik es erfordert - auch Biss, und die Brillanz seines Passagenspiels ist eine Klasse für sich ... In beiden Werken erweist sich die Kremerata Baltica als kongeniale Partner".

"Brautigam and Michael Alexander Willens are never exactly slouches when it comes to tempos, and they give a breathlessly agitated account of the opening movement of the D minor Concerto K466 ... The slow movement of [K595] is decidedly on the flowing side ... But the performance on the whole is one that commands attention. Recommended".

"Das hohe Niveau der vorangegangenen Einspielungen wird auch bei dieser Veröffentlichung gehalten".

"Lars Vogt's performance of K488 is a real pleasure, with playing of genuine sensitivity, and a finale that sparkles as much as it should. By comparison, the D minor Concerto K466 is disappointing. Not that Vogt's playing is ever less than thoroughly musical, but there are times when it seems a shade too rarefied".