Oplæsning fra ca. 5 år og selvlæsning fra ca. 8 år. Især drenge. Forsiden signalerer bogens rablende og overdrevne humor.
Dette er ikke en sammenhængende historie, men 21 opslag med hver sin begrundelse for at Cowboy Joe er verdens sejeste cowboy. Og det er rablende og totalt overdrevne grunde, som at han er verdens grimmeste cowboy, verdens tykkeste, han kan verdens værste bandeord og har verdens farligste tænder. Der er lige dele tekst og illustration, og de to ting supplerer hinanden fint. På venstresiden er teksten, verssat og med god luft omkring. Højresiden er dækket af en illustration i tegneserieagtig stil, med kraftig konturstreg og klare farver. Jeg er tilhænger af bogens skrupskøre, indimellem platte, humor. Og det vil mange, måske især drenge, imellem ca. 5 og 10 år også være. Ikke alt er lige sjovt, men der er gode grin imellem.
Forfatter/tegner er helt på linje med egne tidligere værker. Fx Carlo Garn og spøgelset (08/48). Texas Tex & Chico Tjubang (05/16) er illustreret af Rasmus Bregnhøi, som dog slår sig løs i en meget løsere streg end den, Jacob Rask Nielsen selv bruger.
Ikke en sammenhængende historie, men 21 rablende og overdrevne grunde til at Cowboy Joe er verdens sejeste cowboy. Tekst og illustration spiller sammen og gør det til en sjov bog, især at læse højt, for de ca. 5-10-årige.