I letlæsningsserien Læseværkstedet udkommer endnu en titel af den kendte forfatter K.A. Denne bog i den nye lilla serie er helt på begynderniveau. Bogen er grafisk udformet i meget små afsnit med få, korte sætninger, og alle ord er kun på to-tre stavelser. Desuden er der med mellemrum indsat kontante og korte indholdsangivende overskrifter. Fortællingen handler om en ung familie med to små børn. Peter, faderen, er på vej hjem fra arbejde, da han bliver bestjålet og væltet af cyklen. En venlig chauffør hjælper ham, og fortællingen ender derfor godt. Personerne er sprogligt set enkelt og udmærket beskrevet. Indholdsmæssigt rummer bogen et nutidigt og overskueligt handlingsforløb fra den danske hverdag. Det kunne dog - trods bogens krav til et enkelt sprogbrug - have været muligt at skabe en mere spændende og nuanceret afslutning på fortællingen. Bogen er tiltænkt danskundervisning og fritidslæsning for voksne begyndere i dansk.