De papirløses dagbog

Til læsere af moderne dansk skønlitteratur, som desuden er interesseret i en delvis mere eksperimenterende og udfordrende stil. Emnemæssigt er bogen også relevant for lånere, som er interesseret i flygtningeproblematikken og i bøger set fra barnets vinkel.

Alexander Carnera, dr.phil. og forfatter til bl.a. essays og flere romaner som bl.a. Og skibet sejler, 2012 og Dacapo, 2010. I nyeste roman De papirløses dagbog følger man to unavngivne drenge, som ankommer til et ligeledes unavngivet land, som godt kunne være Danmark. Fra en præst, med pædofile tendenser, overdrages drengene til en plejefamilie. Her arbejder de nærmest som slaver og overlever kun ved at praktiserer samme grusomheder som de voksne. De bogfører alt, hvad de ser og hvad der hænder dem. Da et bizart cirkus kommer til byen, giver det anledning til mistro og øget nationalisme, og drengene kommer på endnu en prøve. Stilistisk er vi ovre i en delvis absurd genre, hvad angår sprog og leg med jeg-fortællingens form, og hvor drengene samtidig er overordentlige skarpe iagttagere af de voksnes adfærd i bogens fremmedgjorte og dystopiske univers.

Minder om klassiske navne som Celine, Samuel Beckett og Kafka. Bogen får mig dog især til at tænke på italienske Stefano Benni og Stjerneholdet, 1994 pga. drengenes synsvinkel på en fremmedgjort og absurd voksenverden.

Stilistisk originalt og udfordrende med fin indlevelse i de flygtede drenges univers. En afbalanceret cocktail af realisme og det absurde.

Read the full assessment