Hermann Hesse (1877-1962) udgav Demian i 1919. Det er en udviklingsroman, stærkt påvirket af jungiansk psykoanalyse, og den hører til blandt de Hesse-værker, som har en relativt bred læser-appel, selv om den ikke regnes blandt hans hovedværker. Interessen for forfatterskabet kommer i bølger, og noget tyder på, at der er en ny på vej på grund af tidens store interesse for filosofiske og åndelige spørgsmål. Romanen følger en ung mands vej mod selverkendelse i et forløb fuldt af drømmesyner og myter. Demian er hans ven, idol og alter ego, som påvirker ham til en indsigt om, at et helt menneske må søge sig selv, famle sig frem ad sin egen vej og acceptere både de lyse og mørke sider i sig selv. Bogens omslag signalerer klassiker, men bagsideteksten er fængende. Roskilde Bogcafé står også for udgivelsen af mere smalle Hesse-titler, blandt andet Troldmandens barndom (1996). Demian er udkommet på dansk i 1923 og i 1972.