I 1996 udkom i to bind John Christensens Nord og Syd. Det var to meget velskrevne bøger, som levende beskrev især det kronologiske forløb, men også gik detaljeret til værks, når det gjaldt bl.a. uniformer og våbentyper m.m.m. Den foreliggende nedtoner selve krigens politiske og militære gang meget til fordel for et righoldigt billedmateriale. Konceptet er Dorling Kindersley, som borger for en kort brødtekst og en detaljerigdom i de glimrende billeder (fotos, tegninger, heroiske malerier m.m.) og i billedteksterne. Borgerkrigen er den første gennemfotograferede krig, og det vrimler med museumsgenstande, så udvalget er stort. Nogle af de mange fotos er efterkolorerede, hvilket har en pudsig effekt. Borgerkrigens mange aspekter, lejrliv, spionage, våben, sorte frivillige etc. er godt belyst med de mange billeder af genstande, men der fokuseres også meget på enkeltpersoner, som det for en dansk læser kan være lidt svært at holde rede på. Alt i alt en meget anvendelig bog fra 7. klasse, især hvis den suppleres med ovennævnte titel eller andre bøger, som giver en mere fyldestgørende kronologisk sammenhæng.