En gennemgang af litterære værker og andre kulturproduktioner, der alle er inspireret af den aktuelle flygtningekrise. For litteraturhistorikere og andre med interesse i nye spor og trends i kulturlivet.
Bogen er et signalement og en præsentation af den kunst, der er udsprunget af den humanitære krise, der tog fart i 2015, som følge af de store, meget synlige flygtningestrømme gennem Europa. Det er primært litteraturen, der gennemgås, men der er også et kapitel om dels dramatikken, dels billedkunsten. Bogen har essayets form, og det er ikke dybtgående litterære analyser, men fokus er det perspektiv der anlægges og de forskellige kunstneriske greb, der anvendes. Hvad er det, kunstnerne ser, hvad vil de have os til at reflektere over, og hvad kan kunsten lære os om krisen? Kunstnerne ser som oftest begivenhederne fra et humanistisk og empatisk perspektiv, men der er dog enkelte, der skildrer forbehold og modstand. En værkliste bagerst giver et overblik over værkerne, der hovedsageligt er danske, men der er også en del internationale, der alle er oversat til dansk.
Forfatteren har et stort overblik over samtidens litterære og kulturelle strømninger og formår at lave et tværsnit gennem et væld af forskellige værker, der tilsammen giver et signalement af forfatternes/kunstnernes blik for tabet af medmenneskelighed.
Det er første gang temaet behandles via kunstens øjne. Forfatteren har selv beskæftiget sig med flygtningetemaet i Flugten til Europa.