Henvender sig især til den gravide, der står overfor sin første barselsorlov. Her er dog også gode råd til flerbarnsforældre, der tror at de skal nå alt i den lange orlov. Mændene må også gerne læse med, da bogen i høj grad også handler om balancen i parforholdet, når to bliver til tre eller flere.
Forfatteren ønsker med sin bog at forberede den gravide kvinde på de voldsomme ændringer, der sker i livet, når den lille melder sin ankomst, og man pludselig er en familie, eller der er to børn at forholde sig til, når man hidtil har givet det ene barn al opmærksomhed. Hun skriver ud fra et coachende udgangspunkt, således at man ved at besvare bogens mange spørgsmål og øvelser kan få afklaret værdier og ønsker til familielivet, alene eller sammen med partneren. Kan læses fra ende til anden, eller man kan tage et afsnit af gangen og lave øvelserne lidt efter lidt. Teksten er krydret med mange citater fra mødre, der havde forestillet sig noget helt andet med deres barselsorlov. Forfatteren har selv to børn, hun er ph.d. i nutidshistorie og arbejder som coach og foredragsholder med fokus på barsel og ligestilling.
Der findes en del anden litteratur om, hvordan det er at blive en familie. Samme emne har fx Lisbeth Liebmanns og Gitte Haags Når to bliver til tre, 2006, der kræver mere tid at læse. Nina Brandts bog bærer præg af, at hun er coach, hvilket gør bogen lettilgængelig.
Fin og lettilgængelig guide til barselsorlovsjunglen med fokus på den svære ligestilling.