Der er intet man ikke kan leve op til i de skæve eksistensers liv, som er portrætteret i en samling herlige noveller fyldt med lune og ironi. Alle novellerne foregår i Nordjylland, hvor virkeligheden er meget virkelig, og der er kontant afregning, hvis kortene spilles forkert. Bøgerne fylder en del i personernes liv, som boghandler Russel, der også gerne vil udgive bøger i "Talentets nådegave". I titelnovellen har Bent bosat sig i et lille skovhus tapetseret med bøger, og yndlingsbogen er den amerikanske klassiker W. Thoreau: Livet i skovene, men der kom en kvinde forbi to gange med års mellemrum! Også biblioteket må udvikle sig. I "Fuglene" har biblioteket fået et stort voliere, men fuglene larmer så meget at bibliotekaren kommer til at hade fugle også ude i naturen, og det bliver fatalt for ham. Der er et ukueligt håb og store drømme i personernes liv, men intet lykkes rigtigt for dem. Alligevel går livet videre. Det hele er faktisk lidt sørgeligt men det er skrevet med stor sproglig energi og overraskende pointer. Per Gammelgaards nye noveller minder lidt om Bent Vinn Nielsens En bedre verden, 2004. Forfatteren har tidligere udgivet digte, noveller og romaner med afsæt i det nordjyske.