En snart 100 år gammel, amerikansk puslespilskrimi, der vil tiltale læsere af ukomplicerede, klassiske krimier.
Inden sin død nåede forfatteren at skrive 6 krimier med den kinesiske kriminalbetjent, Charlie Chan, ansat i Honolulus politikorps. I denne bog hyres han til at bringe en kostbar perlekæde til en ensomt beliggende ørkenranch i Californien, hvor køberen, en hovedrig finansmand, befinder sig. Chan har en ret tilbagetrukket rolle i bogen, idet han har et par ivrige hjælpere. En papegøjes sidste ord: "Hjælp! Hjælp! Fjern den pistol" vækker hans mistanke og får ham til at forhale udleveringen af perlekæden. Bogen kan ikke løbe fra sin alder. Personerne er klichéer, og spændingen moderat, men bogen ejer alligevel en vis gammeldags charme. Forfatteren har med let hånd blandet humor, spænding, eventyr og romantik, med en overraskende drejning af plottet til sidst, til en underholdende historie.
Den tidligere danske udgave er helt tilbage fra 1995. Oversætteren er den samme, og der er kun foretaget ubetydelige ændringer i den nye udgave.
En gammel, klassisk, amerikansk krimi, der trods sin alder stadig formår at underholde læsere af klassiske krimier i kraft af sin charmerende, kinesiske detektiv med det pudsige sprog og de kinesiske visdomsord samt det enkle og ukomplicerede koncept.