Brockdorffs Palæ er det af Amalienborgpalæerne, som var kong Frederik d.9. og dronning Ingrids bolig, og som nu står over for en omfattende restaurering, før kronprinseparret flytter ind. Kirsten Lindberg er arkitekt og dr.phil., og hun har stået for den arkivalske bygningsundersøgelse, som danner grundlag for restaureringen. Palæet har haft en meget omskiftelig tilværelse som vaskeri, landkadet- og senere søkadetakademi, samt som bolig for skiftende medlemmer af kongehuset. Der har været foretaget mange ændringer af husets indre, flere af dem med fatale konsekvenser, så det er svært at rekonstruere Nicolai Eigtveds oprindelige bygning. Kirsten Lindberg beskriver kronologisk og med henvisninger til de arkivalske kilder husets historie og dets forskellige ombygninger frem til 2004. I et rumkatalog gør hun rede for ændringer og tilstand rum for rum, og i et afsluttende kapitel udtrykker hun håbet om, at der for fremtiden vil blive taget større hensyn til det fine byningsværk, end det hidtil har været tilfældet. Det er en minutiøs, lidt omstændelig gennemgang med masser af fagudtryk, som forklares i en ordliste, men også en interessant beskrivelse af palæets brug gennem dets godt 250-årige historie. Bogen er illustreret med mange planer, tegninger og stik samt enkelte nyere fotografier.