De to forfattere, der begge har baggrund i reklame- og kommunikationsbranchen, sætter læseren på skolebænken i Lyveskolen. Det er en uddannelse, hvor man skal igennem mange trin, og med en humoristisk/ironisk tilgang bliver man ledt gennem bl.a. mobbeskolen, flinkeskolen, praleskolen, snydeskolen og sminkeskolen. Den flittige elev lærer at afdække den løgn, vi møder overalt - i privatlivet, på jobbet, i medierne - og der igennem også at sætte sig i stand til at sikre sig berømmelse samt at udnytte forretningsmulighederne på den usandhedens markedsplads, der er befolket af reklamefolk, spindoktorer, lobbyister og kommunikationsrådgivere. Som undervisningsgrundlag bruger forfatterne eksempler hentet vidt omkring fra. Fra historien, religionen og ikke mindst fra den internationale og danske politiske scene. Her optræder blandt mange andre Clinton, der ikke havde sex med den kvinde, Schlüter der ikke fejede noget ind under gulvtæppet, Ariel Sharon som fredens mand og Nyrup Rasmussen og efterlønnen. Der er ingen litteraturhenvisninger, men mange referencer i teksten især til avisartikler. Den uhøjtidelige bog om manipulationen, vi hele tiden er udsat for, vil nok mest blive efterspurgt af lånere med interesse for markedsføring og kommunikation.