Med Det høje vindue er man ved at være ved vejs ende med genudsendelse af Raymond Chandlers bøger. De er kommet i noget spredt orden, dette er nummer tre i tidsrækkefølgen, men med mindre man interesserer sig meget for Philip Marlowes udvikling, mærkes ingen forskel på bøgerne, som kan læses fuldstændig uafhængigt af hinanden. Alligevel er der altså en vis udvikling. Detektiven bliver fra sin første sag, Det byder man ikke Carmen, til den sidste, Blindebuk, stedse mere melankolsk og desillusioneret ved sin tilværelse på randen af Amerikas ikke alene kriminelle, men også sociale underverden. Chandlers sociale indignation mærkes også vokse med tiden; i denne hans tredie bog kommer den kun direkte ind i en lille episode med overklassens hæven sig over loven som motiv. Dog det sociale motiv ligger til stadighed bag. Marlowe bevæger sig altid fra sine klienter i de højeste kredse ud blandt småforbryderne, luderne og samfundets bundfald, idet han skaber en stærk kontrast mellem dissesamfundets ofre og dets magthavere, de egentlige forbrydere. Om den aktuelle bog er der i øvrigt ikke andet at sige, end at det som Chandlers andre bøger er en spændende kriminalroman, en levende samfundsskildring, en oplagt anskaffelse for alle biblioteker.