Det magiske træ

Den uselviske, viljestærke koncentration om en opgave kan være mere værd som problemknuser end de naturgivne fysiske fortrin. Således kan den tilsyneladende ubetydelige få mere betydning endde åbenlyst betydningsfulde. Det er moralen i denne fabellignende fortælling med savannens dyr som agerende. Teksten, der er sat med åbne typer i brede blokke under billederne, er slendrende ogroligt fortalt, men alligevel så spændende og besnærende med eventyrlignende gentagelser, at læseren næsten kan glemme at se på illustrationerne. Den kan selvlæses fra omk. 4. klasse, men højtlæseslænge inden. Billederne er næsten alle i samme format med et pr. side. De er udført med dæmpede, næsten lidt ferske våde farver i jordnuancer i en forenklet naturalisme med antydninger afkarakteriserende ansigtsudtryk i de ellers meget vellignende afrikanske dyr. Der er tørke på savannen og dyrene sulter. Men hvis de går til bjergets ånd, kan de få oplyst navnet på det magiske træ,der kan skaffe dem mad.Skildpadden tilbyder sig straks, men afvises hånligt. Efter at først haren som den hurtigste, bøflen som den stærkeste og løven som den mægtigste af bare selvoptagethedfejler og glemmer trylleordet, lunter skildpadden af sted - og så lykkes det!.

Read the full assessment

Hvad format, layout og indhold angår er denne billedbog tydeligvis i familie med Hvordan elefantenfik sin lange snabel og Da tigeren blev snydt for sin morgenmad. Igen er eventyrets aktørerdyr, denne gang fra Afrika. Savannens dyr sulter og samles derfor under et træ, der når man siger dets navn. kaster frugter ned. Navnet på træet må dyrene hente hos en ånd på bjergets top, ognaturligvis lykkes det hverken for den hurtige hare, den stærke gnu eller den mægtige løve. Det er den oversete skildpadde, der ved sin seje ro og omtanke bliver historiens helt. Ved deres klare,koncentrerede fokusering støtter og følger akvarellerne det enkle i den gentagende handling, og ved en smukt behersket variation i farvebrug og perspektiv nuanceres de forskellige scener ifortællingen. JM giver det enkle lov til at virke, når han f.eks. i de tre billeder, der skildrer hhv. harens, gnuens og løvens hjemkomst fra den store ånd, viser det samme udsnit af dyrene undertræet, men blot for hver gangrykker perspektivet en lille smule ned og på den måde lader spændingen stige. Eller som når det koloristisk mest kontrastrige opslag ligger i fortællingenskulminationspunkt, skildpaddens møde med den store ånd. Her modstilles en solnedgangs varme farver med køligt natblåt. Børnevenligt og smukt fra 3 år til man bliver træt af eventyr.

Read the full assessment