Det panteistiske blækhus : digte

Flerstemmige digte, som taler til og med natur, ting og mennesker. For erfarne digtlæsere.

Som titlen antyder, er apostrofen en central figur i digtene. Apostrofen er den direkte henvendelse til en instans udenfor digtet. Hos Niels Simonsen bringes naturen, ting og mennesker, døde som levende, i tale, som fx her: "hvad er et ekstra hjerteslag" / spørger jeg en af de hvide sommerfugle der har sat sig / på mit bryst / "vel andet end en apostrofe som jeg kalder på". Med apostrofen følger et metafiktivt fokus på udsigelse og skriveredskaber. Andre steder er det minder, som genoplives, som fx i et barndomsminde fra 1966: "er det vanvid der vækker os" / spørger jeg / og lytter / "så viser dagslyset os nok / hvor gamle vi er blevet / her" // og med en af de diagnoser / der er en stjerne / på psykiaternes himmel / giver jeg mig til at lytte / igen / i mørket". Ud over psykiatriske diagnoser og barndomsminder spiller kærligheden til konen Jette en meget central rolle.

Digtene er ofte smukke og nogle steder næste at sammenligne med mystisk tungetale. Til tider kan digtene forekomme dunkle og mystiske, idet sproget fletter sig ind og ud af det, som normalt er ordløst.

Det er typisk ældre, klassisk poesi, der gør brug af apostrofen, se fx J. Ewald (1743-1781) Støvets glæderKingsizeHånden for Solen, men også helt ny poesi, som hos Mette Moestrup Kingsize. Det metafiktive fokus giver mindelser om Lise Haurums Hånden for SolenDet er typisk ældre, klassisk poesi, der gør brug af apostrofen, se fx J. Ewald (1743-1781) Støvets glæder, men også helt ny poesi, som hos Mette Moestrup . Det metafiktive fokus giver mindelser om Lise Haurums Hånden for SolenDet er typisk ældre, klassisk poesi, der gør brug af apostrofen, se fx J. Ewald (1743-1781) Støvets glæder, men også helt ny poesi, som hos Mette Moestrup Kingsize. Det metafiktive fokus giver mindelser om Lise Haurums .

Læs hele vurderingen