Det utænkelige : en digtkreds

Klimapoesi om verdens menneskeskabte katastrofekurs. Til læsere af ny poesi.

Digtkredsen indeholder 47 digte, hvor det første og det 46. digt refererer til Shakespeare. Værket er inddelt i fem betitlede afsnit og har en indholdsfortegnelse. Digtene er spændt ud mellem det antropocentriske og det guddommelige fokus: "Vi er børn af jorden,/men ikke de eneste", samtidig med at jorden besjæles: "Det store spørgsmål er,/hvor langt vi endnu kan strække/vores elskede, gamle jords langmodighed,/før den stilfærdigt lægger/selvmordsbæltet omkring sig". Tabet af tro kobles flere steder med tabet af bevidsthed om klimakatastrofen, fx: "De gamle ville have kaldt det Djævelen./Vi har ikke rigtig noget navn for det,/og det er det katastrofale". Som der står i et af digtene: "Her er bekymringer nok/til mange livs søvnløse nætter". Med forord af Biskop Henrik Stubkjær.

Sproget er lettilgængeligt, uden rim og uden gennemgående troper eller figurer. Digtene kredser tematisk om det samme katastrofescenarie - total udslettelse af alt liv, forårsaget af mennesket - dog fra forskellige udgangspunkter. Som læser sidder man mismodig tilbage, men det 47. digt tør i hvert fald stille et spørgsmål i håbets navn. Emnet er aktuelt, men digtene er ikke sprogligt nyskabende eller eksperimenterende. De fremstår konstaterende og lukkede, og tilbyder ikke læseren rum til fortolkning eller handling.

Der er mere moderne økopoesi i fx Vi er herModer vækstTeotwawki, Moder vækst og TeotwawkiDer er mere moderne økopoesi i fx Vi er her, og TeotwawkiDer er mere moderne økopoesi i fx Vi er her, Moder vækst og .

Read the full assessment