Livsbekræftende langdigt om forsøget på at finde sig selv gennem sin døende far. Anbefales til den filosofiske læser med smag for velgjort og uforglemmelig poesi.
Fauth er dr.phil. med speciale i filosofi og tysk litteratur, og det filosofiske og tyske er klart til stede i dette autofiktive langdigt. Jegets far er på vej på plejehjem; når han får anvist en plads, vil jeget stoppe med at skrive, for så er undersøgelsen af faren - jegets ophav - overstået. Skriveakten kobles med overlevelse: "jeg har besluttet mig for at opsøge erindringen (...) hvis jeg ikke gør det / går jeg til grunde". Digtene krydsklipper ml. jegets erindringer bl.a. om søsterens død, anoreksi i ungdomsårene og situationer fra nutiden med et liv som forsker og far til 4, iblandet samfundskritiske udfald. Sideløbende hermed er der et biografisk arbejde med at skabe et billede af forældrene, særligt faren, og deres alkoholisme og tyske ophav. Gravearbejdet går længere tilbage, og omfatter en bordeauxfarvet kasse med farfarens brevudveksling med farmoren. Undervejs er døden konstant til stede.
Vellykket megadigt, hvor dødens meningsløshed og selvets (fiktive) spejlbilleder tvinger læseren til eksistentielle overvejelser. Dejligt bogudstyr.
Med hyppige citater fra tysk litteratur- og filosofihistories morbide perler som Schopenhauer, Goethe, Celan m.fl. Bogen er desuden del af en tendens i tiden til at skrive autofiktivt om det familiære og døden som Harald Voetmann m.fl. AmduatAmduat - en iltmaskine.