Rolf Gjedsted, som har udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og romaner, fortæller her om sine formative år som digter, fra 1967 og frem til omkring 1980, med afstikkere tilbage til barndommen. Det er et indblik i livet på parnasset i denne periode, hvor Gjedsted turede rundt i miljøet, kendte gud og hver mand, blev venner og uvenner, fik kærester og gik fra dem, digtede på livet løs, uden den store pekuniære tilfredsstillelse, men med stædig intensitet. At Gjedsted nok ikke er det mest omgængelige menneske at omgås fremgår tydeligt af bogen, her fejes ikke noget ind under gulvtæppet, aversionerne får lov til at boble, men også venskaberne, bl.a. med Poul Borum og Ole Sarvig skildres med hudløs ærlighed. Et indblik i en digters verden, med opture og nedture, med inspiration og tomhed, og en lang række portrætter af tidens forfattere fra det københavnske minefelt, hvor et festligt liv leves, skildret med indsigt og en ikke ringe selvforståelse.