Dyk ned i dine tidligere liv og find visdommen til at ændre din tilværelse. Bogen er primært for dem, der allerede er fortrolige med engle, reinkarnation, karma og højere eksistensniveauer, men øvelserne i bogen kan bruges af alle, uanset overbevisning.
Regressionsterapeut Mira Kelley udfolder en verden for os, hvor vores andre levede liv (alm. kendt som "tidligere liv") kan hjælpe os til åbenbaringer og heling, der kan forbedre vores daglige tilstedeværelse. Bogens hovedmission er at vise, hvordan man kan udvikle sig gennem regression og kontakt med et højere og alvidende selv. Kapitlerne er krydret med beskrivelser fra Mira Kelley og hendes klienters tidligere (og samtidige) liv, og der er øvelser, der guider læseren til at finde de temaer og mønstre, der er gennemgående på tværs af ens levede liv.
Bogen har en fængslende opbygning, hvor forfatteren veksler mellem biografiske historier og teori om genfødsler, alternative dimensioner og højere bevidsthedsniveauer. De spændende cases holder flowet kørende gennem de passager, hvor teorien bliver meget vidtløftig og abstrakt. Bogens mere enkle teorier og øvelser kan bruges til selvudvikling, uden at man nødvendigvis behøver at abonnere på Mira Kelleys mere abstrakte syn på eksistens.
Der findes et bredt udvalg af bøger om reinkarnation indeholdende øvelser til spirituel udvikling, dog ikke så mange af nyere dato.