Døden holder aldrig ferie

Man vil så gerne tage venligt mod danske krimier, men det er ikke altid let. Døden holder aldrig ferie har et godt plot og en morsom ramme -campingferie i Hundested - men desværre skrueshistorien skævt sammen, idet læseren forholdes oplysninger (om Henrik Reimers grunde til at holde ferie i Hundested), som ville have bragt handlingsgangen på mere reelle fødder - man føler sigsimpelt hen snydt ved først i bogens allersidste del at få at vide, at han er blevet »plantet« der i kraft af sine kontakter med efterretningsvæsenet. Bogens personer er morsomt tegnede på entodimensional måde, men i sproglig henseende virker det trættende, at dialog og den almindelige fremstilling med djævelens vold og magt skal være morsom - begge dele hælder faretruende over i detpjattede, i negativ forstand studentikose. Ægte morsom er revisorens fantaseren over, hvordan en række danske krimiforfattere ville have skildret de dramatiske begivenheder, han indvikles i. - Herhænges Helle Stangerup, ElseFischer, Mogens Mugge Hansen og Ib Christiansen ud på rammende satirisk vis. Typografien er øjenvenlig og bogen er hurtigt læst og hastigt glemt.

Read the full assessment