Det er forbavsende, at Edgar Wallace stadig kan komme i nye udgaver, for tiden er unægtelig og heldigvis løbet fra denne type melodramatiske og vildt usandsynlige kriminalromaner. Handlingen unddrager sig egentligt referat, men det kan nævnes, at kampen står om en millionarv, at helten er en »klarøjet, rank og gennemsund« Scotland Yard inspektør, og at heltinden er en smuk og charmerende bibliotekar af adelig familie, som kun ved skæbnens ugunst er havnet i en så ydmyg stilling! Overskurken er en sydlænding med »langt, gult ansigt, sort skæg og et par ondskabsfulde sorte øjne«. Han taler med accent, pusler med vivisektion og eksperimenterer med at lave om på selve den menneskelige race! Hvis bibliotekerne endelig vil have en enkelt Wallace eller to på hylden, skal det ihvertfald ikke være Døren med de syv låse.