Kvindeelskeren og storvildtsjægeren Bror Blixen er hovedpersonen i denne roman. Den følger ham fra ungdommen i Skåne og ægteskabet med Tanne, til han som midaldrende forlader sit elskede Afrika. Bogen vil appellere til Blixen-fans, men kan også læses af dem, som værdsætter en god fortælling om at være mand i vores kultur. Romanen er loyal overfor sit biografiske forlæg, og den er samtidig en flot skildring af Afrikas natur og af sammenstødet mellem europæisk og afrikansk kultur. Persontegningen er nuanceret, her er ingen helte eller skurke, men en flok mennesker, som hver for sig forsøger at få livet til at hænge sammen. Det gælder også for Wahoga Vildanden som Bror bliver kaldt. Et fredeligt dyr, der pludselig flyver sin vej, og som man forbinder med længsel efter at komme væk og sorg over at tage afsked. Drømmen om Ngong er drømmen om den totale frihed. Den oplever han i det afrikanske landskab, for kun dér føler han sig som et helt menneske efter at have forkludret to ægteskaber, utallige affærer og alle sine forretningstransaktioner. Lennart Hagerfors (f. 1946) er vokset op i Afrika og har tidligere skrevet to romaner, der udspiller sig der. Desuden findes på dansk Triumfen (1994), en historisk roman fra antikkens Rom.