Selskaber bruger i stigende omfang incitamentsprogrammer baseret på aktieoptioner, warrants og kapitalandele som en del af aflønningen af deres medarbejdere. Ejeraftaler med medarbejderaktionærer er den første danske udgivelse, som målrettet beskriver, hvilke vilkår der gyldigt kan aftales med en medarbejderaktionær. Når en medarbejder inviteres ind i ejerkredsen af en virksomhed, reguleres medejerskabet næsten altid i en ejeraftale. Bogen indeholder en praktisk anvendelig modelkontrakt til en ejeraftale med medarbejderaktionærer. Modelkontrakten gennemgås punkt for punkt i bogens kapitler. I den forbindelse bliver følgende forhold bl.a. behandlet: ◦Hvad er en medarbejderaktionær? ◦Konkurrence- og kundeklausuler ◦Tilbagesalgspligt i forbindelse med fratræden.
Ejeraftaler med medarbejderaktionærer er en håndbog for praktikere, som beskæftiger sig med udformning af aktiebaserede incitamentsprogrammer og kan således være relevant både for advokater, virksomhedsjurister og ansatte i kapitalfonde. Bogen er desuden relevant for den medarbejder, der bliver tilbudt at deltage i en aktiebaseret investering i virksomheden, hvor den pågældende er ansat.