Maria Giacobbe er en flittig forfatter, og hun har bevæget sig i mange genrer, siden hun debuterede i 1961 med sine meget læste erindringer: Lærerinde på Sardinien. Novellerne her relaterer sig i temaer til hinanden, og der er reminiscenser til Kafka, Camus, Villy Sørensen og Dorrit Willumsen. De foregår i et nutidigt, men alligevel tidløst univers. Landskaber og byer er lagt øde, og menneskene bevæger sig forhutlede omkring eller skærmer sig i tilbageblevne huse. De enkelte hovedpersoner i hver novelle føler sig ensom og fremmed i deres verden og er på flugt fra en psykisk eller fysisk begivenhed til noget måske bedre. Men verden er blevet gold, uigennemskuelig, der er uskrevne love, konventioner, formelle familiebånd, der forhindrer løsrivelse, trivsel og kreativitet. Der er breve, der ikke skrives, ikke afsendes, ikke læses. Det er en række dystre og faktisk pessimistiske fortællinger, som har mytisk karakter, og de indeholder en civilisationskritik af især kvinders liv og vilkår. De er velskrevne og tankevækkende, velegnede til analyse og debat.