Ledere fra erhvervslivet, beslutningstagere, studerende og læsere med almindelig interesse for den globale udvikling må være målgruppen for bogen om den rolle Kina og Indien er på vej til at indtage på den politiske og økonomiske scene.
Den indiske elefant og den kinesiske drage stormer frem på verdensmarkederne. De to lande er på vej til at dominere verdensøkonomien, og den billige arbejdskraft i kombination med den globale økonomis moderne teknologi og infrastruktur er hastigt ved at ændre vilkårene for virksomhederne verden over. Robyn Meredith, der er journalist og bosat i Hongkong, beskriver med stor indsigt og i et lettilgængeligt sprog, hvordan de to landes udvikling er sket på vidt forskellige kulturelle baggrunde. Vesten har indtil nu haft gavn af samspillet med de nye stærke økonomier, men hvis vi skal undgå at blive løbet over ende må vi tilpasse arbejdsmarkedet til den nye verdensorden og investere massivt i innovation.
Samme tema, men fra en dansk synsvinkel, finder man i Asien buldrer og sådan undgår Danmark at sakke agterud, 2007 af Jørgen Ørstrøm Møller og Jan Lund. Clemens Stubbe Østergaards Kinas eksperimenter : reformer og stormagtsstatus?, 2008 beskriver udviklingen i Kina.
Kina og Indien er på vej til at blive økonomiske og politiske supermagter. Bogen beskriver baggrunden for udviklingen i de to lande og hvilke trusler og muligheder det indebærer for den øvrige verden.