Faste læsere af Arne Dahls 10-binds serie med A-gruppen skal og vil også læse denne fortsættelse og begyndelse, selv om det ikke er en krimi.
Forfatteren og hans 10 hovedpersoner i A-gruppen er velkendte. Her samles de til et træf uden at vide, hvem der har arrangeret det, og hvor de hver skal fortælle en historie. Det foregår på et mystisk 1700-tals slot med mad fra samme periode og i en ramme med mange litterære henvisninger bl.a. til Decameron, der foregår i 1300-tallets pest. En 11. gæst dukker op og fortæller sin historie, så A-gruppen forstår sammenhængen mellem pesten i Boccacios historie, demokratiets vilkår i 1700-tallet og den aktuelle samfundssituation. Fantastisk fascinerende og velskrevet historie med mange lag og referencer og med mange interessante historier, samt en åben slutning, der peger frem mod nye opgaver for A-gruppen.
Med den velkendte personkreds knytter bogen sig helt tæt til seriens 10 gode krimier, selv om denne fortsættelse næsten er uden krimiens elementer. Til gengæld er den unik i både sin fortællestil og sin måde at blande historie og nutid samt fiktive og virkelige personer på. Bogen vil være svær at læse uden at kende personerne på forhånd.
11 meget fascinerende historier i tæt sammenhæng med hele serien og den opløste A-gruppes medlemmer. Regulære hardcore krimilæsere vil savne krimiplottene som i de første 10, men langt de fleste vil nyde gensynet med A-gruppen, og tålmodig læsning af historierne og den sammenkædende tekst belønner sig!.