På Bornholm sejler et skib med en død kvinde ind i klipperne. Det bliver starten til en kompliceret sag for politidirektør Halfdan Jansen og hans medarbejdere. For dig, der sætter pris på en krimi med mange intriger.
Påsejlingen af de bornholmske klipper er bare starten på en sag, der bl.a. omfatter identitetstyveri, våbensalg, smugling, bestikkelse, droneforskning og storpolitiske komplikationer, der involverer både Sverige, USA, Rusland, Kina og Saudi Arabien. Selv om det er lige op til det første Folkemøde, hvor der skal lægges vagtplaner, forsøger Jansen at holde opklaringen inden for egne rækker. Bogen er i forlængelse af hans Bæstet på Bornholm.
Selv om alle trådene udredes, er det en overlæsset og utroværdig historie med alt for mange handlingstråde.
Pernille Boelskovs krimier, senest Bornholmerdybet, foregår også på Bornholm, men er mere afdæmpede.