Henvender sig primært til pædagogstuderende og andre studerende indenfor det specialpædagogiske felt, men vil også kunne anvendes af pædagoger og andre, der arbejder med børn med særlige behov.
Oversat fra norsk, skrevet af en række norske fagfolk indenfor det specialpædagogiske felt. Redaktøren Palma Sjøvik er også bogens største bidragsyder. Han har tidligere skrevet bøger om specialpædagogiske temaer. Bogen er delt op i fire dele. Del 1 sætter specialpædagogikken ind i en historisk sammenhæng og sætter rammerne for, hvordan man i dag kan arbejde inkluderende i børnehaven. Del 2 har fokus på familien og eksterne samarbejdspartnere, mens del 3 handler om det enkelte barns særlige behov. Del 4 er mere praktisk orienteret og præsenterer forskellige arbejdsmetoder indenfor specialpædagogikken. Bogens hovedtema er inklusion i børnehaven. Hvert kapitel afsluttes med en udførlig litteraturliste. Bogen rundes af med en kort præsentation af forfatterne. Sproget er fagligt og akademisk, men godt formidlet med mange eksempler og cases. Små teksttyper mindsker læsbarheden.
På dansk kom for nogle år siden Inklusionens pædagogik : fællesskab og mangfoldighed i børnehaven, der retter sig mod den samme målgruppe som denne udgivelse.
Et inspirerende og vigtigt input til den danske debat om inklusion i børnehaven, der må siges at være højaktuel og efterspurgt i øjeblikket.