Duna Ghali (f.1963) er født i Irak og har boet i Danmark siden 1992. Hun har skrevet flere romaner på arabisk og debuterede i 2004 med en prosalyrisk samling på dansk og arabisk: Sene opdagelser, små sejre. Denne nye digsamling har som sit gennemgående tema en sorg, som flere gange udtrykkes både direkte i ord og i et omfattende billedsprog. Det første digt, der tager udgangspunkt i den arabiske kulturs eventyr, begynder: "Manden var et sår/og kvinden et suk/som undslap hende, en nat han var hende nær./". Grundlaget for denne vemodighed er den kvindelige fortællers eksil i Danmark, som giver hendes liv et eksistentielt tab. Dertil findes i digtene en beskrivelse af endnu et tab for kvinden, fordi et kærlighedsforhold er forbi. Men i digtene findes også - trods kvindens nuværende lidt kedelige danske tilværelse - optimistiske holdninger, perspektiver og tro på en ny identitet, der med ord og billeder skrives ind i en kombination med mere sanselige og dramatiske oplevelser af kærlighed og lidenskab. Aktuelle og vedkommende digte for mange i vores globale verden, hvor det kan være svært for det enkelte menneske at forbinde et liv med rod i flere kulturer. Digtsamlingen er velskrevet og rummer digte om alvorlige og tankevækkende emner, som vil tiltale mange lyriklæsere.