Samling af kronikker og artikler skrevet i perioden fra starten af 1950'erne til slutningen af 1980'erne af teaterdirektør Peer Gregaard omhandlende teater, tv og kultur. Emnerne er Shakespeare, danske og udenlandske teateropsætninger, Ingmar Bergman og fjernsynets fremkomst. For teater- og kulturinteresserede.
Peer Gregaard var beskæftiget i teaterverdenen. Han var blandt andet kunstnerisk leder og direktør for Det ny Teater fra 1944 til 1966 og chef for Det kongelige Teater fra 1966 til 1975. Han skrev også kronikker og artikler, der blev bragt i Politiken og Berlingske Tidende. Det er nogen af dem, der er samlet her. Der er fx artikler, der handler om fjernsynets fremmarch i USA, der for nogen står som en trussel mod den amerikanske teaterverden, såsom Broadway. Andre artikler beskæftiger sig med opførelse af stykker af Shakespeare og Ingmar Bergman. Også skuespilleres balance mellem privat- og arbejdsliv bliver behandlet i nogle af artiklerne.
Interessant historisk dokument, der samler en række meget tænksomme betragtninger om teaterverdenen i bred forstand. Der er ingen tvivl om, at disse artikler og kronikker er skrevet af en person, der levede og åndede for teaterverdenen. Teksterne er tidstypiske og tager derfor fat i dagsaktuelle spørgsmål fra perioden.
Kulturliv er en lignende titel, der dog også omhandler andet end teater.