Harry Bosch er en af de mange lidt tungsindige, svagt utilpassede, hårdkogte politimænd, det åbenbart vrimler med i de amerikanske storbypolitikorps' drabsafdelinger. Michael Connelly har brugt ham i flere af sine krimier, og selvom han efterhånden er blevet gift, er han stadig en enspænder, der har det med at lægge sig ud med Gud og hver mand. Denne gang bliver han anbragt lige netop i orkanens øje, da han bliver gjort til leder af efterforskningen af et racistisk mord, hvor alt fra begyndelsen peger på, at gerningsmanden skal findes i politiets egne rækker. I et Los Angeles, der har urolighederne i forbindelse med Rodney King-sagen i 1992 i klar erindring, er det en opgave der stiller krav til både faglig dygtighed og politisk tæft. Connelly har ikke mistet sin evne til at skrive en grundlæggende spændende thriller, men med tiden har han - sammen med sin hovedperson - oveni udviklet et mere nuanceret verdenssyn, og i Engleruten gennemspiller han sine temaer med så stor dygtighed, at selv den illusionsløse Bosch må erkende, at han kan blive klogere. Et godt gensyn med en serie, der vokser sig bedre.