Henvender sig til unge med erhvervet hjerneskade og deres pårørende samt folk, der arbejder professionelt med børn og unge med erhvervet hjerneskade.
Bogen beskæftiger sig med børn og unge, der får en hjerneskade som følge af sygdom eller ulykke. Ikke børn som er født hjerneskadede. Den er opdelt i to dele. En faglig del og en med fortællinger. Den faglige del rummer bidrag fra en psykolog, en neuropædagog, en læge og en præst. Fortællingerne er af de unge selv og deres pårørende. Udover forfatteren selv, som er psykolog og mor til et barn med hjerneskade, er neuropædagogisk konsulent ved Vejlefjord Børneneurocenter Lene Daugaard, den største bidragyder. Hun har udviklet og beskriver i bogen Daugaard-metoden, som bygger på inddragelse af barnets netværk i genoptræningen efter skaden. Det er en måde at bruge ressourcerne i barnets umiddelbare nærhed og sætte den omsorg, der alligevel er der i system, så der økonomiseres med ressourcerne og ingen ender med at blive overbelastede. Et helt system af personer med forskellige støttende roller i forhold til familien med meget konkrete retningslinier for den enkelte rolle. Sproget er lettilgængeligt og opbygningen overskuelig.
God opdatering af og supplement til Skolebørn med særlige behov af Lene Daugaard fra 2006.
Bogen rammer målgruppen godt med en overskuelig, overkommelig og sprogligt tilgængelig faglig fremstilling og med de berørte familiers gribende fortællinger.