De korte noveller er fine psykologiske portrætter af hverdagsmennesket i forskellige aldre. Her er ar, sår, psykisk og fysisk skrøbelighed, men livet skal alligevel leves. I "Chickenburger" skrevet i Sonnergaardsk jargon er en ung mand ved at bringe andre menneskers liv i fare pga. ensomhed, kærlighed og længsel. Der er mennesker, som pludselig skal leve med begrænsninger, som i "Ingrids udsigt", hvor Ingrid i en lang monolog fortæller om sit nye liv med nisser. Også barnets univers er med, de voksnes mærkelige verden med alt for meget usagt. Plejehjemmets hverdag er skildret med dets rutiner i bl.a. titelnovellen. Her lykkes det for hovedpersonen at skabe sit eget rum ved at skrive og dermed fastholde sit liv. "Vintertræer er også i live". Der er et nærvær og en sitrende nerve i alle personer. Himlen er ikke altid blå, men der er mange sprækker og veje gennem mørket til at leve, opleve, se, få bugt med skylden og skabe soning. Det er en fornem, velkomponeret novellesamling, der overbevisende skildrer sjælens teater. Inge Pedersen har tidligere skrevet de meget fine og anbefalelsesværdige kvindelige udviklingsromaner Måneår (1995) og Anden frekvens (1999).