Denne bog henvender sig til de, der holder af en gribende skæbneskildring, og til de lånere, der for eksempel siger: "Jeg vil gerne ha' noget, der rigtig er sket".
Sangeren Etta Cameron er kendt af mange danskere for sin store gospelstemme, men nok også for sin rolle som den allerrareste dommer i tv-showet Scenen er din. Skribenten bag biografien kender vi senest fra Skilleveje, 2006, en populær samling af kendte menneskers barndomserindringer. Østlund lader Etta tale i denne beretning, men han får også sat hendes fortælling i perspektiv, så vi får hævet blikket lidt. Etta fortæller en historie, der starter på Crooked Island på Bahamas, en historie med store følelser, ubegribeligt ulykkelige hændelser, der også fører hende gennem mange lande, men også om gode stunder, da hun finder ro i Danmark, her særligt med gode venner, børn og børnebørn. Den del af bogen, hvor Etta er fortælleren, er overraskende naivistisk i stil, hun fortæller enkelt og ukunstlet om en arv af vold og misbrug både fra sin far, flere ægtemænd og kærester. Og om hvordan sangen er det faste holdepunkt, men også det, der lader mænd udnytte hende.
Læsere af serien Virkelighedens verden vil kunne lide denne, og læsere af fx Shirley MacLaine's bøger.
I 99.4-afdelingen vil den blive lånt naturligvis pga. Etta Cameron's berømmelse, men også fordi den fortæller om et varmt og kærligt menneske.