I Prinsen af Dyrehaven nægter prinsen at dræbe hjortene i Dyrehaven, og gør oprør mod sin far. Han rider ud i verden, finder sin prinsesse, og tager til sidst det endelige opgør med ondskaben. I Spøgelset på Kronborg, delvist baseret på sagnet om Amled, sættes den gamle historie ind i en nutidig ramme, da den unge kustode Felia på Kronborg pludselig kan deltage aktivt i Hamlet og Ophelias ulykkelige historie, så de kan få fred. Historierne indeholder mange af eventyrets elementer. De har en meget sort-hvid morale, og forekommer mig lidt for pædagogiske, omend sympatiske. Jeg synes, spøgelseshistorien har en vis uhygge, mens historien om Dyrehaven er jævnt kedelig. Jeg tror, de kan fungere genfortalt for børn fra 7 år, idet de er ordrige og talesprogsprægede. De mange sort-hvide tegninger følger nøje handlingen, men personerne virker stive og uden personlighed. Forlagets ønske om at ville værne om det danske sprog og bibeholde en fortælletradition med historisk dimension er kun delvist lykkedes.