Med 15 noveller på 75 sider signalerer samlingen også i sit ydre en vis form for minimalisme. Bag dette ydre afvikler den unge norske forfatter Ari Behn (f. 1972) imidlertid i en stram prosa en række korte, tempofyldte og stringente handlingsforløb hvoraf man i grunden i flere af novellerne kunne have ønsket sig noget mere, for Fandens trist er alt andet end trist, tør og uvedkommende læsning. Behn tilbyder sig med en overbevisende, tilknappet prosa. Så enkelt og ligefremt kan det gøres i en serie litterære snapshots blottet for ethvert tilløb til føleri eller sentimentalitet. Tonen er ofte rå til det barske og synes båret af et overskud af fortællelyst og -evne. En forfattertype der med al sin enkle funktionalitet måske kan minde om kollegaen og landsmanden Øystein Lønn, uden at Behn dermed skal fraskrives egen originalitet eller kunnen. At referere vil her føre for vidt, lad mig nøjes med at sige at novellerne ofte tematiserer det at blive voksen, maskuliniteten, far-søn forholdet og måske dermed det at være på vej i en personlig udvikling, ja måske med et nu lidt arkaiseret udtryk: det at træde i karakter. Ari Behn er også trådt i karakter som forfatter, og det tegner ganske godt med denne fine og meget anvendelige debut fra 1999.