Du er drengen Gregory, som må forsøge at overleve natten i et indkøbscenter, på flugt fra uhyggeligt legetøj og sikkerhedsvagten Vanessa. Action fra 10 år.
I dette action adventure survival horror-spil skal du som drengen Gregory forsøge at overleve natten over, indespærret i et indkøbscenter. Du skal undslippe masser af uhyggeligt legetøj, som på mystisk vis er blevet levende, samt sikkerhedsvagten Vanessa, som er på udkig efter dig. Du får hjælp fra den løjerlige robot-bamse Freddy, som har været den uhyggelige skurk i seriens andre spil. Five nights at Freddy's er nemlig en serie af survival horror-spil, hvor dette er 9. spil i rækken. Nyt i dette spil er, at historien udspiller sig i løbet af én nat, og at spillet foregår i et open world-miljø, dvs. overalt i det store indkøbscenter. Flere steder i indkøbscentret kan du finde arcadespil, der fungerer som minispil. Sproget er engelsk.
Dette er et uhyggeligt, men først og fremmest sjovt og udfordrende spil. En slags hygge-horror, hvor uhyggen er baseret på Gregorys vilde fantasi, med levende legetøj og en sikkerhedsvagt, som egentlig kun har gode intentioner. Denne horror-setting fungerer rigtig godt, så spillet er spændende, uden at være skræmmende. Grafikken er tegnefilmsagtig og underbygger uhyggen, hvorimod soundtrack og stemmer mest bidrager til komikken. Alt i alt et vellykket spil, men dog noget kort fornøjelse. Knap 3 timer i alt. Sværhedsgrad og uhygge kan magtes fra 10 år. PEGI: 12.
Lignende er Hello neighbor - hide & seek (Playstation 4).