Efter prosadigtene i Nature morte fra 1993 er Christian Yde Frostholm med sin nye digtsamling tilbage i en mere stram lyrisk udtryksform. Samlingen falder i fire afsnit, hvoraf det sidste har form af en række læsninger af klassiske og moderne kunstværker. Som i de øvrige tekster er der her tale om små eksistentielle dybdeboringer, der alle taler "inde fra en kerne/ som hele tiden forsvinder." Tabet af kærlighed, afstanden til den anden, sætter fraværet og ensomheden i relief, men imødegåes også - specielt i samlingen tredje afsnit - af en opdrift, eller lethed, hvor det jeget ser ikke blot er sig selv og sit eget spejlbillede, men også den anden: "Ligesom du selv vender dig og ser/ mørket uddybe sin pupil/ så også du ses/ af nogen der igen går forbi." CYF har efterhånden arbejdet sig frem mod en enkelhed i sine tekster, hvor alt det overflødige er skåret bort, både indholdsmæssigt og formelt. Det er en lavmælt poesi uden de store armbevægelser, men læser og lytter man opmærksomt giver den betydning og tone fra sig i rigt mål.