Fagbevægelsernes rolle har aktuelt fyldt en del i medierne. Primær målgruppe er medlemmerne og især ledelserne i de traditionelle faglige organisationer som er trængt af medlemstilbagegang.
Carsten Lê Madsen har en uddannelsesmæssig baggrund fra bl.a. London Business School og har haft fremtrædende poster i faglige organisationer. Han analyserer de traditionelle faglige organisationer med ledelsesmæssige briller, og dokumenterer hvordan de arbejder kortsigtet og bagudrettet, tynget af fortidens succeser som aftalepart på arbejdsmarkedet og velfærdssamfundets garant. Vejen ud af krisen er strategier og forretningsmodeller, der kan bringe medlemmerne i centrum. Det er en velskrevet og veldisponeret fremstilling med mange cases fra faglige organisationer, der gør det skidt og gør det godt når det gælder om at fastholde medlemmerne.
Kollektiv handling : faglig organisering og skift af fagforening, 2011 er tre arbejdsmarkedsforskeres analyse af grundene til at lønmodtagerne svigter de traditionelle fagforeninger.
En grundig og velskrevet analyse af hvorfor det går skidt for de traditionelle faglige organisationer, og med nogle bud på hvad der på det ledelsesmæssige plan skal til for at få vendt skuden.