Rune T. Kidde har samlet op mod et par tusinde citater og præsenterer dem inddelt i ca. 30 emnegrupper. Mest fylder, helt i overensstemmelse med traditionen i genren, kategorien kvinder med 27 sider, mens langt færre tilsyneladende har udtalt sig åndfuldt og aforistisk om mænd. Man finder både anonyme ordsprog fra hele verden, og prægnante og tankevækkende citater fra navngivne forfattere. Citater og ordsprog er normalt af et par linjers størrelse, men i modsætning til traditionen bringer Kidde også lange citater af næsten en sides omfang. De sorthvide fotografier med portrætter undervejs af udvalgte forfattere, falder godt ind i tekstbilledet. I udvalget af citater mærker man flere steder Rune Kiddes humoristiske åre, og også hans præferencer blandt danske forfattere. En bog som denne egner sig ikke til at læse fra en ende af men til pluklæsning, og de tankevækkende citater kan måske virke til inspiration og opbyggelse. De lange citater har også den force, at læ seren kan få lyst til at gå ombord i de citerede forfatteres værker. Der er trængsel på markedet for citatbøger af nogenlunde tilsvarende omfang og type, blandt dem de to af Claus Ib Olsen Med andres ord, 2002 og Andres ord igen, 2003.