Rejs med ind i universets tilblivelse, og lær hvordan alt, også du og jeg, er skabt i the big bang. For astronomiinteresserede og dem, der kan lide store tanker om livet, universets og alt det der.
Mennesket er lavet af stjernestøv. Tina Ibsen spørger ikke hvem du er, men derimod hvad du er. Hvordan er det gået til, at universets bestanddele er de samme, som din krop består af? Bogen tager læseren med på en rejse fra universets skabelse for 13,8 milliarder år siden til nu. Undervejs forklares fx hvordan nogle grundstoffer er opstået i det tidlige univers' voldsomhed og andre i kollapsende stjerners indre. I den kontekst beskrives fx også banebrydende tyngdebølgeforskning, og hvorvidt liv kan være en mulighed andre steder, samt hvilke ting der skal være tilstede, før en planet kan kaldes beboelig. Ibsen gennemgår hvordan jorden er blevet en vært for liv, samt hvilke betingelser der har været gældende for livets udvikling. Tina Ibsen er astrofysiker og har tidligere undervist på DTU samt været formidlingschef på Tycho Brahe Planetarium.
Tina Ibsen behandler et stort og fantastisk komplekst emne på forbilledligt vis. Niveaumæssigt kan de fleste være med, hvis man holder tungen lige i munden. Nysgerrigheden pirres og tankerne kommer til at suse over universets storhed og menneskets oprindelse. En fin bog for de helt store tanker, der vil rumstere i hovedet efter læsning.
En lille bog om universet forholder sig mere til konkrete objekter i især solsystemet.