Værket er sidste led i den trilogi, der med Soldigteren, 1985, (om Ewald) og Den frigjorte, 1981 (om Aarestrup) skal vise udviklingen i den moderne litteratur fra o. 1740 til 1930 med centraledigtere som eks. Og jeg synes, Zeruneith i alt væsentligt gentager kunststykket fra tidligere og nok engang skaber en overbevisende og meget læseværdig syntese af litteraturfortolkning ogpsykologisk-historisk portræt i den biografi-form, han mestrer, velskrivende som han jo er. Zeruneith peger på det besværlige i, at sammenhængen i Claussens digtning skabes ved et 'internthenvisningssystem' til såvel liv som digte. For Claussen havde dyrkelsen af længslen som grundlaget for inspirationen en så absolut betydning, at han - også i kriserne - fastholdt inspirationen somdet væsentligste, så der hvor hans ægteskab kuldsejler, kan han alligevel hævde sin tilværelses kontinuitet. Zeruneith uddyber: 'Det bekræfter, at det poetiske liv ikke alene stårover dagliglivet,men ligefrem er med til atnedbryde hans sociale identitet'. Bogen følger så Claussen i udviklingstrin. Der findes i forvejen en del litt. om forf. - bl.a. Ernst Frandsens 2-bds. værk fra 1950 -også væsentlige ting, men Zeruneiths bog må også ved stofrigdom o.s.v. kaldes hovedværket til dato.