"Fra stjernestøv til liv" fortæller levende og detaljeret om hvordan livets grundstoffer, og dermed du og jeg, stammer fra stjernerne. For unge og voksne med interesse for verdensrummet, samt til opgavebrug på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Bogen indeholder bl.a. kapitler om stjernerne og de grundstoffer, de som supernovaer udspyr til resten af universet. Desuden om verdensrummets udvidelse, Big Bang og mikrobølgestrålingen, vores solsystem, exoplaneter og liv i rummet. Til sidst er der en liste over nøgleord og begreber, person- og billedregister samt forslag til yderligere læsning. Bogen indeholder mange billeder, tabeller, formler med mere.
Ved første øjekast kan "Fra stjernestøv til liv" virke lidt tung på grund af de ovennævnte formler og tabeller. Men er man bare almindeligt interesseret i verdensrummet, kan man sagtens få virkelig meget ud af at læse bogen, selv om man måske springer formler m.v. over. En af bogens styrker er den fortælleglæde, der er tydelig i teksten. Samt naturligvis budskabet om, at vi alle tidligere har været stjerner, da de grundstoffer, vi består af, stammer derfra.
Vil man læse mere om samme emne, er Anja C. Andersens En lille bog om universet et godt forslag.