I denne kogebog er der samlet en række opskrifter på mad, som vinder ved at blive tilberedt med krydderurter (men hvad gør egentlig ikke det?). Det er alt sammen virkelig dejlig mad - let, lækker og enkel - men det er et spørgsmål, om man vil lede i en kogebog som denne, hvis man søger opskrifter med fx lam eller fisk eller opskrifter på desserter og bagværk. Til gengæld er den vældig god til at bladre i og til at blive inspireret af. De anvendte krydderurter er mestendels de velkendte som basilikum, dild, løvstikke, mynte, persille, rosmarin, timian m.fl. Der er opskrifter på drinks, saucer, salsaer, grøntsagsretter, småretter, kødretter, fisk og skaldyr, kartofler, gryn og pasta, desserter, brød og bagværk. Til allersidst er der noget om at sylte krydderurter, og lidt om hvordan man kan bruge krydderurter til skønhedspleje og naturmedicin. Farvefotografier og register. En god og anvendelig kogebog, men jeg vil ikke kalde den for en kogebog specielt om krydderurter - men "bare" generel og inspirerende. Og det er heller ikke så ringe.