Fru Sara på Enø

Denne tidlige (1919) MK-roman foregår på en lille ø efter 1. verdenskrig. Den unge lærer Helm arbejder ihærdigt med at indføre nye ideer i det lille samfund, afholds-bevægelse,brugsforeninger, fælles folkemøder. Han støder på modstand i den konservative befolkning, mest fiskere, der gerne selv vil bestemme farten. Også hans far, den gamle fyrmester, forsøger at dæmpe hamlidt ned. Samtidig lider han samvittighedskvaler over at have svigtet sin elskede og deres barn der blev født, kort efter at han giftede sig med gårdmandsdatteren Sara. På rigtig MKsk vis bliverbarnet givet Sara i pleje uden at Helm ved, hvem det er, og det ender i fryd og gammen med kimende juleklokker. Sproget er knapt så klichéfyldt som i de senere bøger, selvom personerne naturligvisogså her kendetegnes ved deres særegne sprog. Der er ikke megen romantik eller »spænding«, det er den kedeligste jeg har læst af MK. Men der er åbenbart stadig behov for hans bøger, siden degenudgives igen og igen. Moderneretskrivning.

Read the full assessment

Bogen udkom 1. gang 1919. Et lærerpars ægteskabshistorie danner baggrund for handlingen, der går ud på at skildre sociale konflikter i et lille ø-samfund. Læreren er søn af den gamle fyrmester. Han prøver at vække befolkningen på øen gennem nogle af forfatteren ikke nærmere identificerede aktiviteter. Det er noget med et forsamlingshus, kommunalpolitik og foreninger. Hans ideer vækker modstand og som fyrmesteren siger til ham: »Massefølelse har vi nok af Knud, alt for meget, lad os få individet til at leve noget kraftigere« og »Lad kun riget og staten gå under, hvis blot hjemmene lever«. Det går heller ikke godt med hans ægtsskab med fru Sara. Konflikterne gennemleves og får en for læreren positiv løsning. Han rejser fra øen med politisk nederlag, men som en respekteret mand med æren i behold. Ægteskabet bliver lykkeligt. Problemløsningerne er svære at acceptere. Ægteskabets udvikling til noget bedre, fordi det er en usandsynlig historie, og fordi der ikke er tale om nogenudvikling i personernes forhold til hinanden. Løsningen kommer nærmest som i et eventyr via »den gode fe«. Hvad konflikterne i samfundet angår, lader forfatteren læseren være taberen, fordi en udvikling ikke er ønskværdig, i alle tilfælde ikke en hurtig, bevidst udvikling. Det skal gro af sig selv. Se i øvrigt bedømmelse af M.K. Det fejreste træ (73.16.39).

Read the full assessment