Målgruppen er erhvervsfolk, både ledere og medarbejdere, der gerne vil følge med i nye ideer indenfor management, her såkaldt "Funky business". Til opgavebrug fra handelsskoleniveau.
Den svenske forfatterduo, der med Funky business : talent får kapital til at danse i 1999 introducerer begrebet "funky business", skriver her en ny opdateret og revideret bog. Den er dog ikke blot en 2. udg., men en helt ny titel. Deres første bog er kommet på mere end 30 sprog. Om den nye bog skriver forfatterne bl.a.: "Funky business forever er ikke nogen praktisk bog om den nye økonomi skrevet af handelshøjskolefolk fra Midtvesten. Den er bevidst og skamløst funky." Den nye bog adskiller sig fra den første ved, at en række praktiske eksempler naturligt er skåret væk, fordi de ikke længere er aktuelle. Et eksempel på en revision i den nye bog er omtalen af Kinas betydning for den nye markedsøkonomi som forfatternes første bog til dels undervurderer. Ligeledes er der også mange nye eksempler på alt det, som forfatterne kalder funky business. Et begreb jeg dog ikke umiddelbart kan konkretisere kort. Bogen er absolut interessant, men også lidt svær tilgængelig læsning.
Bogen er en revideret og opdateret udg. af forfatternes første bog Funky business : talent får kapital til at danse, sammen har de også skrevet Karaoke kapitalisme : ledelse for mennesker.
Interessant bog med mange spændende tanker og eksempler på, hvordan den såkaldte nye økonomi kan opfattes.