Denne bog om Jesus' ydmyghed henvender sig til teologer og præster, som søger inspiration til forkyndelsen.
Notto R. Telle er teologiprofessor ved Oslo Universitet, og har i en periode arbejdet i Japan. Thelles budskab er klart. Han vil feje uklarhederne og omsvøbene af forkyndelsen og pudse det centrale og enkle i Jesus' budskab op. Bogen samler en mængde udsagn om Jesus fra forskellige bibelske og ikke-bibelske kilder op, men centralt er hele tiden fastholdelsen af Jesus som den der ikke undveg ydmygelse. Forsidebilledet af en japansk fumie, et Jesusbillede, som de kristne gennedes hen over for at afsløre, hvem der kunne få sig til at træde på det, og hvem der troede så stærkt, at de valgte martyrdøden, fanger en væsentlig pointe og viser samtidig forfatterens indsigt i kristendommens historie i Østen.
Det er en meget personlig bog Thelle har skrevet, og den kan ikke sammenlignes med andre, men han har tidligere udgivet Buddha og Kristus om spiritualitet mellem Øst og Vest, og den giver et indtryk af, hvad Thelle formår. Dog har foreliggende bog et smallere publikum.
Forfatteren, der er norsk teologiprofessor med en fortid i Østen, præsenterer her sine refleksioner om forkyndelsen af Jesu budskab.