Emblemer er her små allegoriske malerier med en ledsagende tekst, som pryder lågerne ind til kirkebænkene i nogle kirker. Emblemerne er malet i perioden fra ca. 1500 til langt op i 1700-tallet. For teologer, kirkehistorikere og andre med en interesse på et akademisk niveau samt til meget interesserede kirketurister.
Et emblem er i den betydning, der bruges her, en allegorisk gåde bestående af billede og tekst med kristent afsæt. Det var rettet mod den læge kirkegænger, som gennem løsningen skulle hjælpes til en dybere indsigt og forståelse af liv og tro. Emblemerne er et internationalt fænomen, som her i lander især ses i et par kirker i Horsens og Viborg, samt i en række landsbykirker i Jylland. Bogen indeholder essays om emblemerne og kan læses samlet, men den vil i kraft af de forskellige registre og lister, især komme til at fungere som opslagsværk for dem, som vil tolke og lokalisere forskellige emblemer. Bogen er fjerde del af Erik A. Nielsens værk "Billed-sprog", som er planlagt til 6 bind.
"Gådetale" er sprænglærd værk af blivende værdi, som på trods af et fint og flydende sprog ikke er lige til at gå til for enhver. Nielsen forudsætter en betydelig viden, indsigt og interesse hos læseren, men bogen er væsentlig i dansk kirke- og kulturhistorie.
En introduktion til det kristne billedsprog kan man få ved at læse Billeder og tro.