Computerspil kan både skabe engagerende undervisning samt meningsfuld læring. Denne bog viser undervisere samt kommende undervisere hvordan, samtidig med at de får lov at afprøve det selv.
Bogen er bygget op over 6 kapitler, hvor det første kapitel introducerer idéerne og teorierne bag læring gennem gamification. De fire følgende kapitler en inddelt efter spilgenrer: 1. Konkurrence- og sportsspil. 2. Action- og eventyrspil. 3. Spil uden konkurrence. 4. Rollespil og sociale spil. Afslutningsvis rundes der af med præsentation af en model til planlægning af gamificerede læringsaktiviteter. De enkelte kapitler afsluttes alle med en badgeopgave, som læseren skal gennemføre for derved selv at prøve det, som eleverne skal sættes til.
Det er en både let læst og inspirerende udgivelse, som giver lyst til at inddrage spilelementer fra computerspil i egen undervisningspraksis, og som kvalificerer underviseren til denne undervisning.
Trine Mays Computerspillets fortællinger er yderst oplagt både at læse og at anvende som undervisningsmateriale. Bogen er forholdsvis gammel set i forhold til udviklingen inden for computerspil, men stadig meget relevant, aktuel og velegnet til undervisningsbrug.